Press "Enter" to skip to content

Test dine fordomme om singleferier

Mens flere og flere danskere er single, er der stadig mange, der er forbeholdne ved at tage på singlerejser. Her kan du få testet nogle af de typiske fordomme om singlerejser.

 

”Singleferier har fokus på flirt”

Singleferier er for danskere i alle aldre, og det er ikke flirten, der er i fokus hos dem, der tager afsted. Bare fordi du er single, betyder det ikke, at du nødvendigvis stræber efter at få en partner igen hurtigst muligt. Og sådan har de andre singler det også, når de tager på singleferie.

 

En af de primære årsager til at tage på singleferie er i stedet, at man møder nye mennesker og ikke bliver isoleret. Det kan nemlig sagtens ske, når man er afsted alene på almen charterferie, hvor alle de andre har nogen at følges med. På singleferier er de andre også alene afsted, og det giver en anden åbenhed og imødekommenhed i forhold til at være social og lære hinanden at kende på tværs af rejsegruppen.

 

Selvfølgelig er der tilfælde, hvor singler på rejsen finder sammen og sød musik opstår. Men det primære formål med singleferierne er at skabe et fællesskab, hvor ingen føler sig udenfor, selvom de rejser alene.

 

”Singleferier er dyre”

Mange rejsebureauer tager typisk en ekstra høj pris for singler, der gerne vil sove i enkeltværelse. Nogle rejsebureauer er dog begyndt at specialisere sig i singleferier og forhandler særligt favorable priser for singler, så de også kan komme på rejse uden at skulle betale ekstraomkostninger til hotelværelset.

 

”Singleferier er ensomme og kedelige”

Hvis du er meget indadvendt, kan en rejse alene naturligvis godt blive en ensom oplevelse. Men er du bare en smule åben og imødekommende for at lære nye mennesker at kende, så er singlerejsen et rigtigt godt udgangspunkt for at møde nye bekendtskaber. De andre rejser også alene, og udgangspunktet for de fleste er, at de gerne vil dele oplevelserne på ferien.

 

Har du brug for tid til at være alene, så er singleferien et oplagt valg. Ferien alene giver god tid til refleksion, og du er kun dig selv, når der skal besluttes, hvad dagen skal byde på af oplevelser. Vil du gå på konditori til morgenmad og drikke sangria til frokost? Eller sidde med en bog på en plads og opleve livet passere forbi? Det bestemmer du helt selv, når du ikke har ledsagere at skulle lytte til og blive enige med. Og har du lyst til at mødes med nogen om aftenen og fortælle om dagen over en middag, så er der sikkert nogle af de andre i gruppen, som gerne vil spise deres aftensmad sammen med dig og dele historier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *